Bispeengbuen
Bragt i Berlingske 27/05/2022 (link til original)
Selvom man ikke bor i København har man muligvis hørt om Bispeengbuen. Bispeengbuen er den enorme betonstruktur, som forbinder 2 hoved trafikåre i København, og adskiller Frederiksberg og Københavns kommune. Den 30. maj skal politikerne i København og Frederiksberg drøfte, hvad der skal ske med strukturen i fremtiden. Forslagene [LINK https://www.kk.dk/ideoplaeg-til-omdannelse-af-bispeengen], politikerne skal diskutere, peger alle på en hel- eller delvis nedrivning. I en tid hvor den grønne omstilling skal være en klar sigtelinje, kan det vække undren, at man ikke diskuterer forslag med større grad af genbrug og transformation – altså at man bruger materialer og konstruktioner fuldt ud.
Nedrivning af Bispeengbuen er et tilbagevendende emne i diverse medier, og bliver ofte beskrevet som en bæredygtig løsning, der kan genskabe både byliv, grønne parker, nye byggegrunde og å. Det er gode intentioner, men spørgsmålet er om Bispeengbuen er så ubrugelig, som den ofte bliver fremstillet. Hvornår den skal rives ned, eller om den skal fjernes er stadig uvist. Men der er begyndt at danne sig et billede af, at man gør hele hovedstaden en tjeneste ved at fjerne Bispeengbuen.
Bispeengbuen har en hel del skønhed i sig – man skal bare kigge på en anden måde:
Den er brutal og voldsom i en grad, at den kan tåle næsten alt. Strukturen skaber rammerne for det perfekte ikke-kommercielle byrum, da den består af to grundelementer for et godt sted: En stor smuk brostensbelagt overflade, og Danmarks måske største offentlige loft. Man kan endda anskue den som en plads. Bispeengbuen er en form for plads med en undervurderet storhed i hulrummet mellem betondækket og jorden. De sidste par år er det begyndt at gå op for folk. Platant arkitekter har lavet et vidunderligt og kvalificeret forslag, som både laver en langsigtet transformation af Bispeengbuen, mens de også undersøger de nuværende potentialer [LINK https://www.startmeddetgroenne.dk/]. Kulturhuset Urban 13 har slået dørene op. Der er regelmæssige loppemarkeder, siddepladser uden fordømmende blikke, fodboldklubber og ikke mindst et kæmpe stort potentiale for meget mere af alt det sjove. Det er fint med de grønne parkstrøg som anlægges mange steder i byen, men skal byparker i København altid se ud på samme måde, eller kan tanken om det offentlige rum udvides til mere end en klassisk pæn og ryddelig græsplæne? En park kan måske også være lavet af sten og dekoreret med malede søjler i flotte farver. Hulrummet under kørebanen er robust og kan huse andre aktiviteter end dem vi umiddelbart kan tjene penge på, men som stadig er vigtige for en by. Den kan huse de vilde og de underlige aktiviteter, som en pæn park med nyslået græs ofte ikke kan inkludere eller rumme.
De forslag som er blevet fremlagt nu er, i modsætning til Bispeengbuen, konventionelt pæne, men indeholder paradokser. Debatten og planlægningen er begyndt at udvikle sig til et decideret greenwashing projekt. For grønne argumenter bliver brugt i flæng når argumentationen for nedrivning fremføres. Men en grøn by er ikke nødvendigvis bæredygtig, og en bæredygtig by ikke nødvendigvis grøn.
Bygningsindustrien er desværre en af de mest CO2 udledende industrier, når man regner materialeproduktion, opførelse og bortskaffelse med. Alt efter hvilket scenarie, politikerne vælger, er der mange tusind tons beton, som skal bortskaffes, ny beton skal støbes, Ågade skal rives op, nye byggegrunde vil blive udlagt og meget nyt byggeri skal bygges. Derfor vil et projekt af denne kaliber være en markant mangeårig udleder af drivhusgasser, støj, uro og luftforurening. Dette vil stå på samtidigt med, at København arbejder på at blive CO2 neutral. Dertil kommer, at man ikke engang har taget stilling til det som egentlig er problembarnet – nemlig den massive privatbilisme. Ved at sænke vejen ned under jorden bliver problemet jo bare usynligt. Den store betonbue er jo forureningsmæssigt ikke et problem i sig selv, men det er de 50.000 daglige bilister, der ikke tager offentlig transport. Den mest bæredygtige arkitektur er den vi allerede har bygget. København bliver derfor kun mere grøn på overfladen, hvis projektet føres ud.
Tag ikke fejl af min bevaringstekst – jeg elsker ikke Bispeengbuen. For mig repræsenterer strukturen de sidste 50-60 års fejlvurderet transportpolitik som har favoriseret privatbilismen frem for et solidt, kollektivt transportnet. Men netop denne symbolik skal ikke udviskes med bortforklaringer om reel grøn omstilling – for det er ikke tilfældet. Lad den stå som en brugbar skamstøtte og minde folk om den kompleksitet den grønne omstilling indeholder. En skamstøtte der endda har et formål og kan skabe sit eget ejendommelige univers under sig – og måske i fremtiden: rundt om sig, oven på og ved siden af.
Lad os derfor reparere Bispeengbuen indtil den utvetydigt ikke kan holde til mere, eller der absolut ikke er brug for den længere, og så kan vi diskutere, hvad området kan bruges til. De fremtidige københavnere vil nok også sætte pris på, at der er nogle få centralt beliggende grunde, som de kan benytte til deres behov. Vi ved jo ikke, hvad Københavnere bryder sig om, om 50 år.