Den Store Kedsommelige Masse 

Hvad har det at stoppe strømper tilfælles med arkitektur og byplanlægning?

Reparationer af den lille beklædningsgenstand, som vi trækker på fødderne, er en næsten uddød handling. Det er så nemt at købe et nyt par, at det ikke virker realistisk at lappe med nål og tråd. Man kan sige det samme om danske byer: Det er blevet for nemt at bygge nyt frem for at justere den eksisterende bygningsmasse. Begge reparationer er udtryk for en glemt omhyggelighed, som der ligger store potentialer i. Fra den industrialiserede arkitekturs fremkomst har vi i den brede masse mistet evnen til at kunne reparere omgivelserne, for vi har fået en fællessmag – og den er nyproduceret.

Man kommer nemt til at lyde som en bugtalerdukke for forfatteren Søren Ulrik Thomsen, der med klar stemme udtrykker kærlighed til alt det, som har stået for længe i regnen. Men Thomsen har en pointe, som bygningskulturen kan lære meget af, uden at vi bortfejer det som slumromantik. Vi skal nemlig lære, at alt har værdi – også selvom det er uden for vores smag. For det slidte minder os om, at vi bygger videre på historien – indenfor alle skalaer og klasser. Når vi støvsuger byer for revner, urbane utætheder og rumlige uperfektheder, gør det byerne flade og banale. Det gør byerne til showrooms uden friktion, når man ikke kan mærke tiden, deres mange tilpasninger og menneskelige diversitet, fordi det hele genstartes med nyt byggeri.

Transformationslinjerne er blevet blandt de mest eftertragtede på danske arkitektskoler, men spørgsmålet er, om de store tegnestuer også er klar til at genbruge det monotone betonbyggeri, kiosken, værkstedet og det tomme hus i landdistrikterne? En transformeret kirke og fabriksbygning er spændende projekter og ender ofte i smuk arkitektur. Men det er snævre bygningstyper med bemærkelsesværdige potentialer, der nyder godt af arkitekters virke, så hvad med den store, kedsommelige masse?

Mange tegnestuer har lært, at de som minimum skal kunne sige, at de har arbejdet med transformation. I mange tilfælde kommer det til udtryk gennem enkelte bevarede facader og helt ny bagvedliggende konstruktion. I urbane sammenhænge betyder det, at ‘grønne bydele’ ender som simulerede[CC1]  transformationer, mens der i virkeligheden er foregået noget nær totalsaneringer. Vi gør hermed plads til vedligeholdelsesfrie byggerier og nye parceller som førstevalget for arkitekter, byplanlæggere, spekulanter og købere.

I forhold til nedrivning er der ikke stor forskel på land og by – vi gør det i begge situationer.

I større byer er det i helhedsplanerne, det eksisterende glemmes. I virvaret af kommunale ønsker, udvikleres regneark og planlæggeres pragmatik bliver det eksisterende ignoreret, så nye bydele bliver gode eksempler på tabula rasa, men kontrastløse og uden nuancer. I de små byer sker det samme i mindre skala. Her sker to bymæssige bevægelser samtidigt: Parcelhuse efter amerikanske forbilleder skyder op i periferien af bysamfundene, mens tomme bygninger i bykernerne bliver revet ned, hvis de har stået tomme i et par måneder. Jordstykker, der kunne være omlagt til bio-zoner, udbygges, og bymidter, der kunne genblomstre, glemmes.

I eksisterende byggeri er der en enorm indlejring, æstetisk, materialemæssigt og eventyrligt, så derfor må vi finde ord og nye systemer for at se alt eksisterende byggeri som ligeværdigt med det nye. Ja, endda som mere værdifuldt end det nye, for der er en fortælling i en lapning, som der ikke findes i nyindkøb. Vi kan derfor gøre vores omgivelser mere spændende og samtidig sænke vores forbrug ved som profession at insistere på urbane pluraliteter og tale reparationer op til en af de fineste discipliner – en selvfølge på bymæssig skala og inden for alle bygningsmæssige kategorier. En revne i byen og en afdanket facade er en fortættet historie, som vi skal lære at holde af, for alt har værdi, og alt kan genbruges.