drømmekontoret 




about // om
contact // kontakt



welcome to droemmekontoret  //
velkommen til drømmekontoret 



© Lauge Floris Larsen

Det omvendte perspektiv

Bragt i Arkitekten 06/2022 (link til original)




Det omvendte perspektiv

Glæd jer til kvalitet og luksus, som I aldrig har oplevet før, og som I aldrig vil undvære igen - for her bliver det overflødige det nødvendige.
(annonce fra lejlighed i stor dansk by)

I har nok lagt mærke til det – enten gennem jeres arbejde eller en tur igennem landskabet: Væksten buldrer afsted. Økonomisk set er det udtrykt på én måde, og arkitektonisk en anden. Boligen er ikke længere et grundvilkår, boligen er en vare. Men hvordan bliver denne vare solgt? Det er det sidstnævnte, jeg vil udfolde gennem et perspektiv, mange arkitekter helst holder sig fra - nemlig boligsalget. Det er tit i forbindelse med boligsalg, at de arkitektoniske behov bliver beskrevet. Men det er ikke arkitekterne, der fører an. Tegningerne kan arkitekterne klare, men salgsbeskrivelserne sidder ejendomsmæglerne på. Udvikling af arkitektur er mere end tegning og projektering, det er også en forståelse af rumligheder og boformer. Derfor bør vi i højere grad påvirke efterspørgslen ved at føre formidlingen af de gode idéer endnu længere ud til befolkningen.

Indretningen byder på New Nordic, når det er bedst
(annonce fra lejlighed i lille dansk by)

Jeg gik undercover som boligsøgende og tog til åbent hus i flere nye store danske etagebyggerier i sommeren 2022. Imellem fremvisningerne muntrede jeg mig med at læse boligannoncer fra 1-3 år gamle byggerier fra forskellige dele af landet. Jeg valgte specifikt at undersøge salgsannoncer for nyopførte lejligheder for at se projekterne så tæt på arkitektens vision som muligt. Under mine fysiske besøg i de nye byggerier lærte jeg absolut ingenting om selve arkitekturen, da lejlighederne i de fleste tilfælde blev vist som visualiseringer i evigt solskin, nøje udvalgte prøveboliger som repræsentanter for komplekset, eller i mest absurde tilfælde virtual reality, hvor jeg kunne ”bevæge” mig rundt i animerede boliger med luksusmøbler. Men jeg blev grebet, da jeg begyndte at læse boligannoncer på de forskellige sider fra ejendomsmæglerne. Her kan man blive opslugt af de utallige beskrivelser af, hvor meget man vil nyde vin fra de fantastiske udsigtsboliger. Det startede med at være en sjov lille sidebeskæftigelse, hvor jeg småklukkede af det rosenrøde billedsprog og klichéfyldte salgstaler. Men efter annonce nummer 50 begyndte tonen at blive lettere monoton, og efter annonce nummer 100 blev det en lettere trist affære. Ud fra annoncerne skulle man tro, at der lige præcis er én type etagebolig, der bliver opført for tiden:

Ejendommen er opført i 2020 og lejlighederne er designet i tråd med tidens mest attraktive tendenser, der tæller store vinduespartier, lækkert åbent alrum med stilrent indrettet køkken og en planløsning, der udnytter de tilgængelige kvadratmeter optimalt.
(annonce fra lejlighed i middelstor dansk by)


Arkitekter, boligudviklere og ejendomsmæglere er en tæt forbundet konstellation, selvom vi ynder at nævne os selv, som om vi står en smule udenfor gruppen. Med det perspektiv, kan man anskue ejendomsmægleren som arkitektens gallerist. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan de beskriver boligerne. Det er til dels her at meget af efterspørgslen opstår. (se også interview s., red.)

Drømmer I om god placering, rene linjer og flotte detaljer? Så er det nu, I skal slå til!
(annonce fra lejlighed i lille dansk by)

Vi har brug for nye måder at leve på – ikke blot for at skabe et mere sammenhængende bymiljø, men fordi vores fælles livsstil sender danskerne op i toppen af ressourceforbruget. Og når boligarkitektur reduceres til at være et spørgsmål om, hvor skarpe linjerne på et HTH-køkken er, og hvor vigtigt det er med køkken-alrum, har vi ikke meget at arbejde med. Men mon køkken-alrummet er indskrevet i vores genetik, eller er det blot et udsagn, vi har vænnet os til efter mange årtier med kommodificering? Der er en sproglig, arkitektonisk og konceptuel reduktion på færde, og det er svært at forestille sig anderledes.  Men der er brug for en større udfordring af vores måde at leve på.

Her kan nævnes en vandfaldsskåret Silestone bordplade med antibakterial nanoteknologi og kant i smig samt et grebsfrit vinkøleskab.
(annonce fra lejlighed i stor dansk by)

Det er svært at finde nytænkende boformer i mainstreamboligmarkedet. Af de 100 boligannoncer jeg læste igennem, handlede langt størstedelen om den rene nydelse, forbrug og afstand til gaden, mens kun 2-3 handlede om byggeriets sociale eller fysiske bæredygtighed eller, hvordan man kan eksperimentere med nye måder at bo på.

Læseren vil måske spørge hvorfor dette er relevant at diskutere. Det er det til dels, fordi vi som stand mister troværdighed, når den generelle fortælling er, at alt vi tegner, ligner hinanden, og at vi i yderste argument er overflødige. Man må håbe, at danskerne kan udfordres mere end som så. Derfor er formidling af boliger, koncepter for boformer og bæredygtig tænkning også vores ansvar. Vi skal arbejde os ind i boligmarkedet på andre måder, end at aflevere tegninger, som er så varegjorte og mængdeproducerede, at vi ikke engang selv kan kende forskel på en lejlighed på indre Vesterbro eller i Fredericia. Vi flytter rundt efter den gode trygge familiebolig i samme hastighed som i halvtredsernes udflytning til parcelhusforstaden. Nu blot med omvendt fortegn – i dag er det mod byernes store boligbyggerier. Men hvem definerer i grunden de arkitektoniske behov?

Luksuriøse udsigtslejligheder i en unik bydel – sådan beskrives jeres næste boligkapitel, og alt ved dette standpunkt er sandt.
(annonce fra lejlighed i stor dansk by)


Alle citater er uredigerede udpluk fra mine gennemlæsninger i det danske boligmarked.