Papirarkitekt

Hvor er de henne? De indignerede, naive, utopiske, skæve, underfundige, punkede, søde, anarkistiske, aktivistiske, drømmende, kærlige arkitektoniske forslag? Adjektiver som disse bliver sjældent brugt i dommerbetænkninger og arkitekturanmeldelser, men de rummer hver især enorm kraft, når betydningen bliver udfoldet rumligt.

I forbindelse med udstillingen City Landscapes på Louisiana med værker af den britiske arkitekt Peter Cook kom jeg til at tænke over ordet ‘papirarkitekt’. Altså dét, at man udtrykker sig arkitektonisk uden forventning om opførelse. Det er et dejligt ord, fordi papirarkitekturen både er ydmyg og slagkraftig. I Danmark har papirarkitektur en nærmest negativ klang, som om arkitektens arbejde har mindre værdi, hvis det ikke medfører byggeri. Peter Cook kaldes for papirarkitekt, for han har gennem sin karriere fokuseret på sproget, drømmen og utopien, men nærmest intet opført. Det gør ham ikke mindre relevant.

‘Business case’ er ordene og udgangspunktet for næsten al ny dansk arkitektur, og man finder sjældent udfordrende visioner uden for arkitektskolerne. Her mener jeg kompromisløse visioner, som flytter faglige normer uden brug af byggematerialer. Ideerne er derude, men titter kun sporadisk frem, for hurtigt at blive lagt væk igen til fordel for det forventeligt realiserbare.

Fra Peter Cook til Bauhaus til de japanske metabolister har der været en filosoferende energi i deres vildeste forslag, som har forplantet sig i fysiske projekter. Papirarkitekturen er en gammel tilgang, som vi tilsyneladende har glemt, da den del af os bliver lagt halvt i dvale, når vi dimitterer. Det er en skam, for der er mange udfordringer i fremtiden, som bliver alvorlige og kræver radikal gentænkning: økologisk, økonomisk, socialt og atmosfærisk. Med dystopiske fremtidsudsigter kan vi blive handlingslammede og fortsætte, som vi plejer, eller vi kan lege os ind i dem med papiret. Tankeeksperimenter er med til at trække os fremad og frigive ukendte potentialer. Potentialer, som kan sive ud i det byggede miljø.

Arkitektstuderende bliver i uddannelsen fortalt, at det er i studietiden, der skal eksperimenteres, da det er “helt anderledes på den anden side”. Men denne tilgang er en begrænsning. Når mange professionelle tegnestuer udelukkende tegner bestilte opgaver, giver det intet incitament for studerende at have grænsesøgende projekter i deres portfolio. Hvis vi som fag, der sætter billeder på fremtiden, ikke flytter grænser, hvem gør så? Vi risikerer at gøre os selv og professionen til en sekundær aktør, som vender tegl på facader og drysser jpeg-mennesker på computergenererede tegninger. En sekundær aktør, der diskuterer stil, men ikke drøm og idé.

Når kolleger tager chancer og peger mod anderledes fremtider, skal vi heppe på hinanden, mens vi reflekterer dem i det byggede. Vi kan først vide, hvad vi har af muligheder, når det er blevet tænkt og illustreret. Idealverdener og utæmmede visioner kan fungere som pejlemærker, vi kan støtte os til og argumentere ud fra, mens vi tegner fakturerbare fysiske projekter. Vi har brug for virkelighedsnære undersøgelser for at udvikle nye, nødvendige byggeteknikker, men sideløbende bliver vi nødt til at udvikle principper og visionære tanker for fremtiden. Derfor overrasker det, at Arkitektforeningen Københavns pris ‘Årets Arne’ kun nominerer bygget arkitektur. Andre arkitektoniske initiativer kan modtage prisen med den let nedværdigende titel ‘Lille Arne’, som medlemmer ikke kan stemme på. Jeg håber, at foreningen i fremtiden vil inkludere uopførte visioner i opløbet, så danske arkitekter bliver tilskyndet til vild, fri tænkning. Vi skal som samlet fag anerkende og fejre ideer fra og for fremtiden.