Skyggeprojekter
Bragt i Arkitekten 04/2024
Hvor går grænsen? spørger Magasinet Arkitekten. Et vigtigt spørgsmål på tre ord som leder til en kædereaktion af underspørgsmål: Hvor går grænsen i forhold til klima? - Byggeaffald? - Inklusion? - Diversitet? - Imperialisme? Byggebranchen står i samme omfangsrige problemer som landbruget. Stærk lobbyisme og rigtigt mange penge står i vejen for det simple svar og den simple løsning. Arkitekter er i den grad i orkanens øje, da vi som stand er bygningskulturens ansigt udadtil på samme måde som en politiker er ansigtet for arbejdet udført af en embedsperson. Vi er ikke altid ansvarlige, men pilen peger stadig på os.
Med det store overblik man foræres af at arbejde med arkitektur, får man indsigt i de komplekse dynamikker, som skaber det danske arkitekturbillede – uanset om det er fejret arkitektur eller et bygningsværk uden en arkitektonisk overvejelse. Denne indsigt er guld værd, for det placerer arkitekter som vidner til de mange dilemmaer, kompromiser og moralske gråzoner, som opstår i kølvandet på byggeriet. Desværre bliver mange af vidneudsagnene aldrig fortalt videre, fordi det kun er successfortællingerne, der slipper gennem tegnestuernes egne kurateringer. Selvom det ikke altid er drømmefortællingen, er det netop i de moralske gråzoner, at vi kan finde nogle af løsningerne. Men kun hvis de bliver fortalt.
Det bliver mere og mere anerkendt, at arkitekturen må skifte ansigt og at vi står i et epokeskifte. Dette epokeskifte blev markeret i 2023 med verdenskongressen i arkitektur UIA 2023 CPH, der ikke skabte nogen tvivl om missionen med overtemaet: Sustainable Futures – Leave no one behind. Et ny ansigt til arkitekturen. Til oplæggene var der kamp til stregen om, hvem der kunne beskrive deres egne projekter med flest verdensmål. Eksemplerne der blev vist var ofte gode og gav håb om at byggebranchen trækkes i en mindre skadelig retning. Men bag de orkestrerede stjerneeksempler, stod man med en undren – der er ikke meget nybyggeri, som lever op til det, der blev sagt. Der er stadig lang vej til universelt design, CO2-neutralitet og biodiversitet, når man ser endeløse rækker af betonmoduler blive fragtet til alle landets byggepladser. Så hvor går det galt? Det går galt når vi kun høre om succeshistorierne mens tavsheden er larmende, så snart et projekt ikke lever op til salgstalerne. De neddyssede projekter er skyggeprojekter. Skyggeprojekter er de projekter som er nødvendige i den nuværende branche for at kunne få penge i kassen, men som de fleste ikke er helt stolte af. Det er de projekter som giver en fed hyre, men som man ikke lægger på tegnestuens hjemmeside. Det er de let eller fuldstændigt skamfulde projekter som man godt ved burde være undgået men giver et køligt cash flow til at holde tegnesalen varm. Der blev sagt ja til et projekt som moralsk burde have haft et nej. Når arkitekter er medskabere af projekter, som de helst ikke vil vise til nogen, er noget helt galt. Der opstår en diskrepans mellem den retoriske omstilling og hvad der rent faktisk foregår.
Skyggeprojekterne skal frem i lyset, da man kan sammenligne dem med fejlkilder i et naturvidenskabeligt eksperiment. Projektet der ikke gik helt som forventet er fagligt lige så relevant for standen som, det mesterlige, fordi vi bliver nødt til at diskutere hvilke dynamikker, der spænder ben for os før vi kan ændre praksis. Hvad end det er økonomisk enøjet fokus, dårlige samarbejder, politiske benspænd eller andet.
I DR programmet Er der en arkitekt til stede med arkitekt og journalist Ane Cortzen som vært står det klart, at arkitekter af et ’skamfuldt’ projekt ikke diskuterer årsagerne. Især afsnittet om Bohrs Tårn i Carlsbergbyen (afsnit 1, sæson 2 fra 2022) er stærkt interessant at gense, da skyggeprojektet Borhs Tårn har flere toneangivne tegnestuer bag, mens ikke én stillede op til interview om hvad der skete. En tavs koalition, hvor ingen lærer noget. Derimod stod Carlsbergbyen glædeligt frem og brugte taletiden som en salgsreklame til potentielle lejlighedskøbere.
Som sagt bør vi finde fejlkilderne i projekter der ikke lever op til FN’s 17 verdensmål, donutmodel, grundkvalitet og andre godtgørende retninger, som man ville i naturvidenskabelige metoder. Her er fejlen nemlig vigtig at finde for, at den metodisk kan udbedres eller undgås – etisk eller byggeteknisk. Men fejlkilden kan kun findes, hvis arbejdsgangen og formidlingen af forsøget registreres fuldt ud transparent. Systematiske, grove, tilfældige og ubetydelige fejl er alle naturvidenskabelige fejlkildekategorier. Når disse tages ud af videnskabens sammenhæng passer de overraskende godt til arkitektoniske praksisser. Uden korrekt registrering af fejlkilder havde vi hverken haft penicilin eller Viagra i dag. Nu er det ikke fordi arkitektur som sådan redder liv eller øger potensen, men byggeri har en alt for stor påvirkning af både nærmiljø og det globale klima. Derfor bør der være klarhed og transparens.
Tilbage til spørgsmålet om hvorvidt arkitekter siger ja til for meget: Arkitekter i Nordeuropa er opdraget af flere århundredes arkitekturtraditioner, har haft forskellige æstetiske og funktionelle paradigmer, men gennem alle årene også har haft ét tilfælles: problemer kan bygges væk. Nu står vi i en klimatisk nødsituation, hvor den traditionelle tilgang ikke altid virker mere. Er byggestop svaret? Muligvis, men er det realistisk? Næppe. Der vil med andre ord blive bygget meget i fremtiden, hvor spørgsmålet vil blive mere og mere presserende, og her vil dagens publiceringsbias blive tiltagende problematisk. Spændet mellem den retoriske salgstale og den reelle portefølje må ikke blive for stor, for vi ender med at undergrave os selv og vores faglige integritet. Hvis der er huller i systemet, må vi udbedre dem, men de kan kun findes, hvis arkitekter bliver mere ærlige.