Stor By eller Storby ?
Bragt i byrumonitor 05/08/2024 (link til original)
Skrevet med arkitekt MAA Knud Aarup Kappel.
Danmark består af mange byer, nogle store byer og få storbyer – hvis overhovedet nogen.
Der er nemlig forskel på en storby og en stor by: En storby er den komplekse by, hvor parallelle livsformer gror uafhængigt af hinanden, men deler pladsen. En storby har både vildskab og orden indlejret, hvor mennesker uanset temperament, alder og baggrund kan finde et ståsted. Den er ikke en storby, fordi den alene er stor, men fordi den har mere end én essens eller ét slogan; den har et utal – storbyen har mange røster.
Der findes anslag til storbyens magi, også i mindre byer. Et glimt, en gade eller en bydel. Det handler om, hvorvidt der er social og økonomisk plads til sammensathed snarere end plads til mange mennesker. Det skal dyrkes og nænsomt gives rum.
Fra den sammensatte storby til den rationelle store by
Danmarks største by, København, beskrives i disse år som en pulserende og voksende metropol i rivende udvikling – med verdensarkitektur, liveability og masseturisme. En by, man næsten ikke kan få nok af. Vi elsker København, men vil samtidig advare om, at hovedstaden er ved at udvikle sig fra storby til stor by med meget lidt plads til det skæve, det overraskende og det, man ikke kender i forvejen.
I stedet for at dyrke byen som en tæt have, hvor det sammensatte gror, og mange livsformer eksisterer simultant, har byen taget en drejning, hvor komfort, forbrug, snusfornuftige investeringsmuligheder og almindeligheder får forrang for det, der rent faktisk skaber en storby.
»Christiania er en levende organisme, et korrektiv til et forbrugersamfund, der er løbet løbsk«, skrev Steen Eiler Rasmussen i 1976 i bogen 'Omkring Christiania'. Her ses Pagodehuset i fristaden i juli 1994.
En stor by er en samling af rationelle funktioner, der som en maskine både er determineret, komplet tegnet og velsmurt. Men det har kedelige følger, når vores behov for komfort og uændret adfærd begynder at ordne storbyen og degradere den til en stor by; det fjerner haller, træbarakker, det selvgroede og oversete, klondike-bebyggelser, ulovligheder, det allerede byggede og det historisk komplekse. I en stor by erstattes det af modernismens fortsatte urbanitet: det adskilte, det kvantificerbare eller ny og simpel tæthed med stort ressourcemæssigt overforbrug til følge.
København er ved at blive ensrettet
De mange verdener gør, at storbyen ikke er gnidningsfri og glat, men derimod sociale og fysiske, komplekse tætheder af mennesker og bygninger, friktion, udtryk, måder og rum. En stor by løser funktionelle problemer, men kan også beskrives som standardløsninger og mainstream.
København er langsomt ved at blive ensrettet, hvilket man kan kalde gentrificering, globalisering eller en megatrend. Eller simpel fortætning, da gentrificeringen blandt andet netop skaber simpelhed: plads til mange flere af de samme mennesker og funktioner styret af en konsensus om, hvad der er ’det gode liv’.
Steen Eiler Rasmussen hyldede den »levende organisme«
Christiania besynges af Steen Eiler Rasmussen i bogen ’Omkring Christiania’ som en nødvendighed allerede i 1976, inden modernismens urbanitet for alvor fik fat i København. Her skriver han blandt andet, »at Christiania er en levende organisme, et korrektiv til et forbrugersamfund, der er løbet løbsk«, og fortsætter: »Hvis man ikke allerede havde et Christiania, burde man opfinde det.«
Nu, 50 år senere, normaliseres igen – ikke kun Christiania, men også andre byoaser. Samme trang til at retline det skæve ses i Nordvestkvarteret, i de mindre fornemme dele af Østerbro, Østamager, Valby, Vesterbro og så videre. Man forenkler de reelt blandede bydele, mens nye kvarterer som Kalvebod Brygge og Fisketorvet, Vibenhus, Gittervej, Vigerslev og Vasbygade med flere næppe opleves som færdige, ’nye’ bydele eller fremstår som bykvarterer i en storby.
Vi tror, det er muligt at raffinere byens oaser i stedet for at fjerne dem, dyrke stederne, hvor storbyens liv har en anden tone. Byens sprækker og oaser kan noget særligt, men er også sårbare fænomener, som vi nemt kan ende med at udviske, eller, som Steen Eiler Rasmussen skriver, »knuse dem med paragraffer«.