drømmekontoret 




about // om
contact // kontakt



welcome to droemmekontoret  //
velkommen til drømmekontoret 



© Lauge Floris Larsen

EN UNDERGRUND AF LÅSTE RUM

Bragt i Arkitekten 04/2022 (link til original)

foto: Lauge Floris Larsen

Israels Plads, Gammel Strand og Thomas B. Thriges Gade er fyldt med biler. Eller var. Fra hjørne til hjørne står biler på række, og enhver dansk plads i byerne er tæt pakket med biler i årtierne før årtusindeskiftet. Fra kant til kant holder Volvo, Volkswagen, Skoda osv. På det tidspunkt ser det helt naturligt ud, men med vores 2022-blik er det en grotesk brug af det offentlige rum. Bybilledet ser anderledes ud i dag. Pladser og vigtige veje i danske byer er blevet til opholdsrum for mennesker. Bænke sættes ud, træer skyder op, stueetagerne bliver åbnet med utallige muligheder. For nogle kan det vække harme, for andre er det en gave. Kontrasten mellem byernes rum er blevet større, og man kan i et optimistisk øjeblik tænke, at vi drejer væk fra asfaltmanien og byer for biler.

Desværre siger tallene noget andet. Ifølge Skatteministeriets opgørelse fra 2021 er antallet af biler i Danmark steget med 46% fra 2000 til 2021 (1). Parkeringskældre og parkeringshuse har gjort deres indtog. Cykel-/tognationen er blevet til et fuldblods bil-land.

Dét, der på overfladen skaber optimisme, har en lang række konsekvenser for vores byplanlægning og arkitektur. Krav om høje parkeringsnormeringer presser bilerne ud i enhver sprække af arkitekturen. Man finder sjældent et nybyggeri uden tilhørende aftryk af fordyrende parkeringskældre.



I modsætning til parkeringen på landets pladser er parkeringskælderen ikke mulig at ændre med arkitektoniske snuptag. Når parkeringsløsningerne bygges ind, er det i mange tilfælde med det ene formål at nå et politisk vedtaget antal parkeringspladser. Med andre ord er det en fuldstændig monofunktion, vi lægger ind i arkitekturen. Rummene er skabt alene til opbevaring af stillestående maskiner, og alt, hvad vi normalt opfatter som arkitektoniske kvaliteter, forkastes: lavloftede megarum uden vinduer, begrænsede adgangsforhold til gaderne, elendig akustik og ufleksible konstruktioner. Altså alle de kendetegn, vi normalt undgår, når vi tegner fremsynet arkitektur. Det er gigantiske rum af låste funktioner.

Men nu er bilerne her, og vi har fået smag for mindre overfladeparkering og flere grønne rum. Men er det falsk varebetegnelse for bæredygtig omstilling? Iscenesættelsen er tvetydig, når visualiseringer viser reetableret natur og fine byrum, mens undergrunden er udhulet af betonelementer og biler.

Når underetagerne bruges til parkering, erstatter det de fleksible rum, som man finder i mange ældre bygninger. Her er kælderen en halv etage nede, hvilket giver lys til fællesfunktioner, billige rum til småerhverv, atelierer, og at værksteder kan placeres, hvor vi bor. Samtidig løfter det stue­lejlighederne elegant op fra det offentlige rum. De gamle kokskældre, værksteder, opbevaringsområder og fyrrum blev bygget til taktfaste besøg fra beboere, erhvervsdrivende og viceværter – ofte med en direkte forbindelse til gaden. I dag er der nye funktioner, og dem går vi glip af, når bilerne fylder rummet ud.

Parkering er for nogen et naturligt biprodukt af en sund infrastruktur, for andre symboliserer P’et forkerte prioriteringer. Uanset hvad kan man ikke komme uden om, at det er en voldsomt arealkrævende slagside af privatforbruget. Bilisme er samfundsmæssigt stadig en nyere opfindelse, der konstant ændrer karakter. Selvom vi sætter vores lid til væksten, er det ikke sikkert, at bilparken holder niveauet, så hvis vi fortsætter udhulingen, risikerer vi at lave os selv en tung, besværlig og fastlåst bagside. Vi kan ende med en gennemhullet undergrund af ubrugelige rumligheder.