Om gulv-til-loft-vinduer
Bragt i Weekendavisen april/2017
Om gulv-til-loft-vinduer
Vindueskarme er dejlige. Gerne de dybe. Dem som Hammershøj maler, hvor varmt sollys bliver spredt fra de patinerede egetræssprosser. Dem du kan sidde i. Dem du kan ligge i. Dem du kan pynte.
Men vindueskarmen er en truet art, for her er et lille problem blandt alle de store i verden: Gulv-til-loft-vinduet.
Vi er i en tid, hvor spekulanter opfører nye etageejendomme i vanvittig fart overalt i de store danske byer. To udvælgelseskriterier gør sig gældende: Det skal være billigt og det skal gå hurtigt. Det går så stærkt, at arkitekterne ikke kan følge med. Det er et byggeboom af opsprættede bygninger, hvor arkitekterne ikke når andet end at skære hele dele af facaden ud for ukritisk at vise, hvad der foregår indenfor.
Gulv-til-loft-vinduet udleverer det hele. Fra gaden ser man helt ind til bagvæggens standarddekorationer, Hay-indretningen, det åbne tøjstativ og lige lukt ind på din seng. Ingen hemmeligheder, ingen lyssky aktiviteter, ingen sex uden gardiner, ingen grænse mellem privatliv og gadeliv. Dog er beboerne af disse boliger smarte. Nogle steder er der afskærmet for indsyn ved at plastre vinduet til med yogamåtter, krøllede gardiner, der er trukket for den nedre halvdel, eller nullermænd og sure sokker.
Gulv-til-loft-vinduer er fantasiforladte boligkoncepter, der kun er sexede i ejendomsmæglerens boligannonce. Gulv-til-loft er et symbol på arkitekternes og bygherrernes alt for høje tempo og mangel på selvkritik. Gulv-til-loftvinduet er boligarkitekturens svar på et udstillingsvindue, når vi ikke er på sociale medier. Gulv-til-loft er stablede parcelhuse uden forhave og hæk. Gulv-til-loft vinduet er på mode.
Tænker vi nok over, at storbyens poesi også fremkommer af det mærkværdige, eventyrlige, skjulte og dvælende? Der hvor der er lagt kærlighed i de små detaljer af tilværelsen.
Når vi bevæger os ned af gaden i skumringstimen og lysene begynder at tænde, kan vi fornemme, at der er liv i boligerne. Lige på dét tidspunkt, hvor himlen er lys men bygningerne sorte, forstår vi, at byen rummer det hele. Den grimme, den smukke, mørke afkroge, befolkede broer og det vi ikke kan se. Vi ser de titusindvis af tegn på liv, der foregår inde i boligerne. En hånd der tænder en lampe, en kat der kigger ud, den der sidder og filosoferer, nogle der holder fest og nogle andre der råber hold kæft. Men vi får ikke alt udleveret. For der er mur under vinduet og bagved skjuler der sig en radiator eller en sofa eller måske mig, der drikke min aftenkaffe i bar røv. Du ved det ikke, men du kan forestille dig det hele.
Byens magi opstår, når vi ikke ser det hele, når der er filtrer og afskærmninger. Måske er der et palæ derinde, og måske er der en hule. Vi skal blive ved med at pirre vores nysgerrighed. Fantasere og spekulere, så vi fortsat er i stand til at forestille os, at der andre måder at leve på en vores egen eller den vi ser på instagram. Selvfølgelig skal vi få øje på vores nabo, men hvor meget skal vi se? Og hvordan skal vi se? En del af storbyens magi er dét, at ingen forstår den. Den er for kompleks til at vi kan udrede den og kortlægge den. Det sekund vi prøver, har den ændret sig i en ny retning. Lige nu er retningen fersk og uden fantasi. Måske skal vi lige et par skridt tilbage inden byen bliver neutral og standardiseret. Man taler om byens drift, byens økonomi, byens turismetiltrækning, byens fysik, men hvad med byens mystik?